Guldborgsund Kajakklub er en forholdsvis ny kajakklub i Nykøbing F. Klubben er stiftet d. 2.4.2007 og tæller allerede over 200 medlemmer, hvert år er der der stor efterspørgsel på klubbens roskoler som typisk starter i maj måned. Der afvikles typisk kajakkurser inden for hav- og turkajak.
Guldborgsund Kajakklub har hjemme på Dæmningen 2a i Sundby, på kanten af det smukke Guldborgsund – et ideelt sted at sætte kajakken i vandet og lade roeventyret begynde. Siden juni måned i 2008 hvor kajakklubben indgik en lejeaftale med Guldborgsund Kommune om det skønne område lige ved vandkanten, har klubben været i rivende udvikling. Bygningerne er udvidet gennem årene, og i dag er der pladser til over 200 kajakker – både private og klubbens egne.
Klubben råder over mere end 100 klubkajakker, som medlemmer frit kan benytte. Her er noget for enhver smag og erfaring: turkajakker, havkajakker, børnekajakker, kapkajakker og toerkajakker – alt sammen suppleret med pagajer og svømmeveste i mange forskellige størrelser.
Kajakklubbens bygninger er gennem årene blevet udvidet med klubfaciliteter, kajakhuse og omklædnings- og badefaciliteter, sauna og motionsfaciliteter, hvor det er muligt at styrketræne og teknik i lokalerne.
Vores rovand – Guldborgsund – byder på uendelige muligheder af oplevelser. Man kan ro nordpå mod Guldborg eller sydpå mod Gedser, og vinden, strømmen og bølgerne bestemmer ofte, om man holder sig til Lolland- eller Falstersiden. Mod syd – ved Flatø og Hasselø – kan det være barskt, men på en rolig dag er det svært at finde noget smukkere sted at ro kajak.
Guldborgsund Kajakklub er en breddeklub med fokus på fællesskab og glæden ved at ro kajak – uanset niveau og ambitioner. Vi har et stærkt fællesskab og hjælper gerne nye roere godt i gang.
Hver onsdag sommeren igennem mødes vi til klubbens forskellige aktiviteter på vandet. Efter roningen tændes der op i grillen og sammen nyder vi et måltid mad sammen – hver især medbringer egen mad, og hyggen er garanteret.
Derudover arrangeres der fælles roaftener og weekendture, hvor der er rig mulighed for at opleve rovandet sammen med andre medlemmer – både lokalt og længere væk. I fremtiden ser vi frem til endnu flere ture til spændende rovand både i Danmark og i udlandet.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i Guldborgsund Kajakklub – hvad enten du er nybegynder, erfaren roer eller bare nysgerrig på, hvad kajaklivet har at byde på.
På gensyn på vandet!
Bestyrelsen